[Afsluttet] A road to the new world(Dust, Evan og Phoenix)

"Jeg overvejede ellers at afprøve den anden sides, lokal spise for at se om det var noget værd, og så kunne det jo være sjovt at se, hvordan de håndtere tilstedeværelsen af væsner, som de aldrig nogensinde har set derovre! Vi er jo fremmede derovre, så måske de får lyst til at smide os ud, så vi kan vise dem hvad frygt er!" sagde han tænkende, som om han allerede var langt væk i sine tanker, der omhandlede lidt mere end bare at gå på kro, for at spise og få sig en drink eller 2. Han kom tilbage til virkeligheden igen, da Evan svarede på job forslaget "Jeg forventer heller ikke, at alle dem jeg ansætter bryder sig om fast arbejde, jeg kan selv bedst lide at eksistere på mine egne premiser, mit forslag var nu mere til, hvis du havde brug for lidt ekstra penge på lommen, for så har jeg altid noget der skal laves, repareres eller blive opfundet!"
Dust klappede roligt Phoenix på hovedet, da hun reagerede på hans bemærkning om forelskelsen, og samtidig havde han godt lagt mærke til, at soldaterne troede de havde knaldet, det var hvert fald det han bedømte de troede, ud af de fagter og ting de stod og lavede. En lille symbolsk halshugning måtte være på sin plads, så kunne han altid trække dem op igen, hvis de ikke selv havde klaret det, så Dust lagde hånden mod sandet, fokuserede på soldaternes placering i forhold til ham, og få sekunder efter blev de alle sammen, trukket ned i sandet på samme tid, så kun deres hoveder stak op af sandet, og det lignede som om de var blevet halshugget. Så var de lige pludselig ikke så højt på strå, med at drille Evan og Phoenix omkring hvad de muligvis kunne have lavet, inde i den bil.

"5 symbolske halshugning er på samme tid, det må være en rekord et eller andet sted!" sagde han roligt, samtidig med han satte sig op igen "Du ved udemærket godt hvad jeg snakker om, du har sikkert mødt en varulv, som du er blevet lun på! Men det skal du ikke være pinlig over, det kun sundt for dig at have lidt gode følelser i dig, det hjælper lidt på bekæmpningen, af alle de dårlige!" han nussede hende kort på ryggen, før hun rejste sig op da mama bilen kom. Han så roligt på Evan, da han gerne ville se nærmere på Dust'es sværd, på et eller andet tidspunkt hvor de havde mere tid, der var bare et problem for sværdene, ville ikke lade sig røre af fremmede væsner, de ville blot angribe eller blive umulige at løfte, for andre end den der ejede sværdet og som de accepterede kontakt med.
"Vi må se hvad vi kan finde ud af, sværdene er farlige selv når de ikke er i min hånd, de har en spøjs tindens til at angriber eller forsvare sig, når fremmede prøver at tage dem enten fra mig, eller når de bare står fremme, Shibuki her foreksempel hvis du greb om ham, ville det udsende eksplosioner mod dig, for at få dig til at slippe igen!" sagde han roligt, og rejste sig op. Han så på Phoenix og lyttede til hende, nikkede så og nussede hende kort gennem håret "Kom med så viser jeg dig hvordan levende væsners skygger fungere, både som føde for skygge dæmoner og forbindelse til det væsen de sidder fast på!" han havde tænkt sig at vise det henne i bilen, så Phoenix ikke skulle se på det, hun skulle jo ikke miste appetitten af, at se på det her.

"Tja... det er ligesom når du bruger en computer, der er nogle stik bagpå som man aldrig bruger og som du ikke ved hvad er til." Sagde Evan. "Det er det samme her. Der enten er, eller har været et stik der passer til. Det er ikke nødvendigvis til at modtage kraft med, højst sandsynligt til infomation." Han lagde mærke til at noget af hendes hår var hvidt. Usædvanligt for en 16 årig, men ikke uhørt. "Er dit hår originalt hvidt?" Spurte han, og tog fat i en lok for at se nærmere på den. 
Han grinede da hun kastede puden efter ham, og kastede den tilbage mod hende. "Men hvis du skal sove her, må jeg hellere skaffe endnu en dyne, du stjal den hele." Han grinede igen

"Jeg ved ikke hvad den anden side har at tilbyde, så det kan vi godt. Medmindre de servere slange og insekter." Sagde Evan. Han viste ikke hvad der ventede dem på den anden side af vejen. Han havde planlagt at besøge stedet på et eller andet tidspunkt. Nu var vel et lige så godt tidspunkt som senere. "Jeg er glad for din arbejdspolitik, jeg kontakter dig hvis jeg mangler noget, og håber du vil gøre det samme." Sagde Evan.
Han så til mens Dust begravede de fem mænd i sand, så kun hovedet stak op. "Forhelvede Dust, hvorfor?" Spurte Evan. Det der kunne umuligt være rart, her ude var det sikkert livsfarligt. "De lavede jo bare lidt sjov. Du ved godt at der ikke skete noget i den bil." Evan begyndte at tvivle på sin beslutning om at tage arbejde fra denne person. Hvis det var sådan man blev behandlet hvergang man trådte uden for linjerne.

Han tog sin mad fra lastbilen og begyndte at spise. "Det gør den ikke hvis jeg bruger lidt tid på at vinde dens tillid. De fleste vinder et våbens eller en respekt ved at være dygtige med det, men de færreste vinder dens tillid ved at udvise total tillid til det." Dette var en af Evans særheder der havde bund i sandhed, der var mere ved en maskine end bare tandhjul og ledninger. Selv Evan forstod det ikke helt, men han forsøgte altid at vinde sine maskiners tillid for det betalte sig. Det var måske ikke helt det samme, som at vinde tilliden hos et magisk sværd, men forskællen kunne ikke være stor.
"Ja hvis du kan vente til vi andre har spist." Sagde han da det hanlede om Dusts skygger. "Jeg har ikke noget imod du gør det her, men det tror jeg Phoenix har."

”Jeps, jeg har ikke en computer, men der er rigtig mange knapper i et fly man ikke bruger, så jeg tror jeg ved hvad du mener.” Hun smilede glad og så roligt på Evan da han spurgte til hendes hår. ”Jah, jeg har snehvidt hår, samme farve som min pels i ulveskikkelse, men det er ret upraktisk at have når det er langt og hvidt, så jeg farvede det brunt så jeg bedre kan skjule mig ude i naturen… men mit hår gror hurtigt og farven forsvinder… så det hvide kommer til syne.” Hun trak roligt på skuldrene og smilede stille. Hun så Evan i øjnene da han tog en lok af hendes hår og kiggede på det.
Phoenix, dukkede sig da puden kom flyvende og grinede stort. ”Du kunne bare være noget varmere, jeg frøs.. men du kunne da bare have taget den igen, jeg bider ikke.” hun blinkede til ham og kastede puden op på sengen igen.


Phoenix, grinede stille til Dust’s forslag. ”Dust vi aner ikke om de er som os, men det tænker jeg de er, men du vil da også skabe ballade over alt.” Hun himlede kort med øjnene og smilede svagt. Dust elskede tydeligvis at sprede frygt og stemple sit navn over alt… men hvis det var det han ville, skulle Phoenix nok stå ved hans side.
Phoenix prøvede at holde et grin tilbage da Dust hev soldaterne ned i sandet. ”Dust, slip dem fri, og jeg er enig med Eva, der skete intet i den bil, højdepunktet var vist da jeg stjal dynen, ellers var det at jeg kastede en pude efter ham. Og jer der er i sandet, tag jer sammen, bare fordi man sover sammen betyder det ikke der bliver knaldet.” Phoenix rystede glad på hovedet og smilede svagt.
”Mind mig om aldrig at fortælle dig eller nogen andre hvis jeg har noget kørerne med en.” Hun smilede stort inden hun sprang hen mod mama bilen.

Phoenix, lyttede stille med i drengenes snak omkring den eksploderende Shibuki. Hun hørte godt hvordan Evan ville prøve at vinde sværdets tillid, men af en eller anden grund var Phoenix, ikke sikker på den idé var så frygtelig god. ”Evan, det ville jeg ikke gøre.” mumlede da hun havde fundet sin mad og var begyndt at spise. ”Hør jeg vil faktisk gerne se hvordan det hænger sammen, men jeg skal bare lige have spist det her okay?” Phoenix, havde munden fuld af yoghurt imens hun snakkede.
Hurtigt fik hun spist det der var i skålen og strakte sig. ”Dust du spiser bare eller foregår det inde i bilen?” Phoenix, pakkede sine ting sammen og lod det stå på bordet, med nogle hurtige skridt var hun henne ved Dust og så op på ham med et skævt smil.

"Jeg behandler ikke forskere og opfindere sådan, når de arbejder for mig, men når nu de har en anden overordnet, og ikke har lært lidt diskretions baseret respekt over for andre, så mener jeg da godt lige man kan give dem en symbolsk halshugning, så de kan lære ikke at være som børn!" sagde Dust roligt, og holdt hånden ud blot for at lave et kort ryk opad, hvilket fik soldaterne til at flyve op af jorden, og lande uskadte ved siden af hullerne "Og hvis den anden side har ordentligt tilberedte insekter, skal jeg love for jeg tager for mig, men hvis det er skidt forstår jeg dig godt, der er ingen der gider spise dårligt lavede taranteller, for så er du fanget på toilettet et par timer, med tarmkatar af den værste slags!"
"Og hvad angår magiske sværd, så er de på nogle punkter lige som mennesker! Der findes gode mennesker og onde mennesker, et godt menneske kan du stole på fra starten, med et ondt menneske er det stik modsat! Mine sværd har en mørk historie, der trækker blodspor hele vejen op gennem verdenshistorien, for at vinde deres tillid skal du dræbe deres ejer, og det har gjort at utallige væsner igennem tiden, har kæmpet om sværdene, dræbt ejerne mens de sov, og på mange andre kreative måder har dræbt, for at blive sværdenes ejer! Disse sværd viser kun tillid overfor en af gangen, alle andre end den ene person, vil enten ikke kunne løfte sværdene eller med det samme mærke deres specielle evne, når sværdene enten prøver at dræbe dem eller dræne dem for chakra!"

Phoenix virkede til at ville se ham spise når hun var færdig, og siden det samme galt for Evan, ventede han med at gå hen til hans mad på de 15 væsner, til de var færdige med at spise. Phoenix var vist den hurtigste til at blive færdig, for da Dust havde rejst sig for at gå derhen, var hun hurtigt ved hans side og smilede skævt til ham, han så hende roligt i øjnene, og strøg en hånd gennem hendes hår så han tydeligt kunne se, de hvide hårrødder ser voksede ud, under det brunt farvede hår hun havde.
"Det næsten ærgerligt at hvidt er så nemt at se når du gemmer dig, jeg synes den farve fremhæver dit ansigts skønhed, og klæder både dig og din ulve side!" sagde han roligt, mens hans hånd strøg hende ned af kinden, og stoppede under hendes hage mens han betragtede hendes ansigt "Men brun passer nu også bedst, til nuancen i din tøjstil, så det da bedre end hvis det gjorde skidt, for din skønhed kære!" han slap hende igen, og smilede til hende før han åbnede bagdøren ind til mama bilen, hvori 15 forskræmte væsner af forskellig art, køn og alder sad og krøb sammen da de så Dust. Deres frygt var næsten til at tage og skære i, og deres øjne indikerede tydeligt at de havde en god ide om, hvem Dust var og hvad han ville gøre ved dem.

"Metalplader er måske ikke så rart at sove op ad." Drillede Evan og slap hendes hår. "Har du så en brun plet oven på hovedet, når du er varulv?" Spurte han og lo. "Jeg tror godt du vil kunne farve dit hår permanent brunt, hvis du var villig til at gennemgå en langvarig genterapeutisk process, men jeg ved ikke om den slags virker på varulve." Sagde Evan. Det var ikke noget han havde arbejdet med i praksis, kun noget han havde teoretisk viden om. "Hvorfor er det lige jeg har svært ved at tro på at du ikke vil bide." Spurte han. 

Udenfor kiggede Evan kort over på vagterne. De var ikke kommet noget til, men det havde han heller ikke forventet. De var ikke noget værd for Dust hvis han havde skadet dem. "Det håber jeg ikke. Det har folk med hjerne, med ikke at finde sig i." Sagde han. "Jeg er ikke i tvivl om at du har deres respekt, spørgsmålet er om du har deres tillid, det ved man først når det virkelig gælder. Du kender sværene så det ved du bedst selv. Maskiner har ikke nogen moral. De er ligeglade med om du begår massemord eller bygger et børnehospital med dem. Men dette er magi så der er andre regler, men grund princippet er det samme." Evan talte bare ud af sin generalle interesse for teknologi, med neutral stemme.

Han færdiggjorde sin morgenmad stille og roligt. "Ok, jeg er klar." Sagde han efter at have drukket den sidste tår kaffe. Han fulgte med Dust om bag lastbilen. Der sad 15 personer, med forskællig biosignatur. "Straffefanger?" Spurte Evan, selvom han godt viste at det nok ikke var tilfældet.

”Nej, metalplader er kolde… kan du ikke lægge nogle varme dimser ind?” Drille Phoenix igen og smilede skævt ad ham. Evan var en flink fyr med masser af humør, han mindede hende om en anden, hun mødte for længe siden under zombie angrebet i Vegas…
”Nej, jeg har ikke en brun plet oven på hovedet … det hænger slet ikke sammen.” Phoenix så roligt på Evan og smilede svagt. ”mit menneske hår hænger ikke sammen, med den pels jeg har.” hun trak roligt på skuldrene og smilede svagt. ”Og jeg skal ikke have noget permanent! Nogen væsner kan lide mit hvide hår.” hun rødmede svagt og grinede stille.
Et lille grin undslap hendes mund, da han ikke troede på at hun ikke ville bide. ”Tja, det kunne måske være fordi jeg ikke er vild med smagen af metal?” hun smilede kækt og slikkede sig hurtigt om munden. ”Men det kan da komme an på en prøve.” hun blinkede til ham og satte hendes hår op i en stram hestehale.

Da mændene kom op ad hullet grinede Phoenix svagt. Hun havde ikke set Dust gøre sådan noget før. ”Hm, Evan ik’ bekymre dig, det er ikke sket ved mig… men hvis du får samme tur som jeg gjorde, ville jeg blive meget… overrasket.” Phoenix blinkede drillende til Dust og grinede svagt. Hun ville ikke blive overrasket, nok nærmere jaloux på Evan…
Phoenix kommenterede ikke snakken om sværdene. Hun ville ikke en gang prøve så meget som at løfte det… Hun kunne godt lide at se dem, men det var mere end nok for hende..

Phoenix smilede da Dust kørte hans hånd i gennem hendes hår og afslørede hendes hvide hår. Phoenix rødmede svagt ved Dust’s ord og bed sig svagt i læben, da han lagde fingeren under hendes hage. ”Det var noget andet da du fandt mig… en lille pige med store øjne, lyst hår og hun anede ikke hvor hun skulle gøre af sig selv.” Hendes stemme var lav, så kun Dust kunne høre hende. ”Men jeg takker for komplimenterne.” hun gengældte stille Dust’s smil og fulgte efter Dust ind i bilen hvor hun fik øje på de 15 væsner.
”nogen skal jo dø.” Phoenix trak på skuldrene og stillede sig op ad den ene væg i bilen. Det rørte ikke rigtigt Phoenix hvem eller hvad de var, med mindre de var af hendes slags… og som hun kunne lugte, var der ikke rigtig nogen… men det kunne nemt være at deres færd blandede sig med hinanden og skjulte varulvens…

"De 7 sværd fra Kirigakure, hænger sig ikke i tillid lige som andre sværd, de er forbindelses sværd, den forbindelse de skaber til deres til en hver tid nuværende ejer, bliver stærkere og stærkere jo mere en ejer har dem, det er lige som et venskab bortset fra at det her er en ven, jeg er istand til at dræbe med!" sagde han roligt før han havde rejst sig fra bordet, da Evan var klar til at se hvordan Dust fortærede skygger. Da Phoenix takkede for hans komplimenter, tilføjede han blot en enkelt ting på vejen hen til bilen "Du er kommet langt siden den gang min kære varulv, og hver dag synes jeg at se dig, blive stærkere og gøre mig mere stolt over, at kalde dig en af mine lærlinge! Du har bevist mere på den tid jeg har kendt dig, end mange har på en hel livstid!"

Da de var nået hen til mama bilen, stod Dust med et roligt blik og studerede de 15 væsner, der stod forskræmt derinde og ventede på deres snarlige og uundgåelige død. Han havde kategorisk frabedt et hvert væsen, af racen clomans og cyborgs, da han fandt den falske bismag klam, hvis han kunne få noget bedre end dem, og racen varulv havde han frabedt af hensyn til Phoenix, da han ikke ville spise sådan en når hun var inden for hans sanse radius. Han dannede sig et overblik over hvad der var, både af racer, køn, oprindelse, alder og diverse, før han begyndte at sige noget.
"Kan i se hende der, den forskræmte engel der ligner en på 20, som krybber sammen bagerst i vognen?" spurgte han roligt både Phoenix og Evan, og løftede en finger mod hende, som fik de 14 andre til at dele sig, så man kunne se hende trække sig mere sammen for at gemme sig "Hendes skygge fortæller mig, at hun er uskyldig af flere årsager! Hun har et rent hjerte, aldrig dræbt nogen eller haft sexuel omgang med nogen, hendes sind er beskyttet mod det meste ondskab, man finder ude i denne verden, og det gør hendes sjæl mere sød! Den pige er for mig, lige som kage er for jer 2! De andre er som forretter og hovedretter, de spises efter størrelse og mængde, de første der bliver spist, er dem der i en samlet flok udgøre den mindste samling, af skygger med en bestemt smag, og dem før desserten er dem der er flest af!"

Dust rakte hånden ud mod den første han ville spise, og sand greb fat i ham for at trække ham hen til Dust, mens han kæmpede modvilligt mod sandet, i et forsøg på ikke at blive den første. Da Dust havde fat i hans nakke, rettede han fyren op og så ham i øjnene "At være den første ud af 15 der skal dø er en gave, for så slipper du for at se, hvad det er jeg gør ved dig, du slipper for at høre de andre lide!" Dust åbnede munden, og løftede fyren op imod solen, så hans skygge var tydeligt aftegnet på jorden. Idet han åbnede sin mund, kom en slangeagtig og tyk sort tunge ud af Dust'es mund, der greb fat i offerets skygge lige ved roden, nemlig lige bag ved hans nakke, og på jorden så det fuldstændig ud som om, at hans tunge havde fat i skyggen, for den vred sig som en gal, uden at kroppen gjorde det samme. Uden videre omsvøb slap Dust fyren som faldt til jorden som en dukke, mens skyggen blev trukket fra jorden og op til hans tunge, hvor den sprællede for at komme fri og tilbage til dens rigtige krop, men intet virkede mod Dust den var magtesløs, og kunne kun vente på sin død. Den slappe mand der lå på jorden, prøvede forgæves og i smerter at stoppe Dust, da han trak tungen tilbage ind i munden, og derved også åd skyggen, hvilket fik offeret til at få et krampe agtigt anfald af smerter, lige indtil skyggen var væk så var han død. Dust løftede kroppen op, for at vise Evan den manglende skygge.

"Vi står i højlys solskin, og denne krop har ikke længere nogen skygge! Hans sjæl er lige så ubrugelig og klam, som et udspyttet tyggegummi eller et brugt kondom, og han kunne ikke klare at jeg åd hans skygge! Der er selvfølgelig andre måder at side skyggerne på, der gør at man kan spise enkelte dele, hvilket offeret godt kan overleve og få tilbage igen, men den måde jeg spiser på, har en dødsprocent på godt og vel 99,9 %, hvilket betyder at der som regel er en ud af tusind der overlever det, alle de andre dør af det!" sagde han roligt, og smed liget væk hvorefter han så på Evan "Har du fået det bevis du manglede, eller er du stadig skeptisk omkring konceptet, at spise andres skygger?"

"Hvad ville du blive overrasket over?" Spurte Evan, Phoenix. Efter hvad Evan havde set og hørt, var der tilsyneladende ikke grænser for hvad Dust kunne finde på. "Hvad har han da gjort ved dig." Spurte Evan. 
"Nogen skal jo dø." Gentog Evan tankefuldt, efter at Phoenix havde sagt det. "Det skal vi jo allesammen, eller skal vi nu også det?"

Evan havde ikke fortrukket en mine eller sagt noget imens Dust fortog sit første offer. For de få der kendte ham, betød det at han var foruroliget af det han så. Men for enhver der ikke gjorde så det ud som om han bare tænkte. Han svarede ikke på Dusts tale, han havde lært at Dust ikke brød sig om at blive afbrudt og Evan havde ikke noget at indvende. Han ignorerede rent ud alt det Evan betragtede som religiøs nonsens, alt det om englens uskyld. Hvis han bedre kunne lide englen, kunne det vel være det samme.
Han stod og betragtede liget, han havde fuldt mandens biosigns gennem processen. Han så tegn på betydelige skader på mandes hjerne under processen, tydeligvis var var dødsårsagen psykisk, mere end den var fysisk, men der skete også noget med mandens krop. Han havde skiftet til Chakra-vision, da skyggen forlod mandens krop, og det havde set ud som om Dust havde ædt chakra'en ud af ham. 
"Der er en bølgelænde jeg kan se nu." Sagde Evan endelig, efter at have brugt nogle minutter på at søge igennem spektret efter andre ureglemessigheder. "Her er han næsten helt gennemsigtig som glas, hvor imod alt andet er hvidt eller sort alt efter om det står i skygge eller i solen. "Jeg kan ikke rigtig forklare det, men solen lader til at kunne skinne igennem ham, på en måde den ikke kunne før. Jeg begynder at forstå hvad du mener, du har rent faktisk ædt hans skygge... fascinerende." Han slog ud med armene. "Magi." Sagde han bare, og vente sig for at gå så Dust kunne æde resten af sin mad i fred.

Phoenix kæmpede for ikke at flække sammen af grin. ”hm, Evan, det vil du helst ikke vide… tro mig.” Hun smilede drillende og bed sig i læben. Tanker fra det tidspunkt fik Phoenix til svagt at rødme, eller det gav hende en lille smule farve i kinderne.
Phoenix stod som lammet overfor Dust, da han gav hende noget af en sætning. ’Jeg… jeg… Wow… den var ny..’ tænkte Phoenix og smilede skævt, hun kommenterede det ikke, mere fordi hun ikke anede hvad hun skulle sige eller gøre…
Evan der gentog hendes ord, gav Phoenix et lille smil. Hun lyttede roligt til Evan og smilede svagt. ”få dør naturligt, andre af krigen. Vi skal alle dø på et tidspunkt.” Mumlede Phoenix og bed sig i læben, hun havde ikke rigtig noget andet at sige, men de væsner skulle dø nu… ikke naturligt og ikke på grund af krigen, men på grund af en sulten mand…

Under alt det som Dust fortalte, lyttede Phoenix bare, som om det var det mest spændende hun havde oplevet… men det var spændende. Dust som bare fangede fyren og åd hans skygge imens han stadig var i live…
Da Dust var færdig med at spise den første fyr, stod hun bare og betragtede den døde krop… ’underligt.’ Phoenix satte sig op huk foran fyren og vente ham om så hun kunne se hans ansigt. Roligt satte hun to fingre ned på hans hals og tjekkede om der var en puls… ’ingen ting… jah okay… jeg lærte noget nyt om ham.’ Phoenix så op på Dust og smilede svagt.
”Sejt nok, og nu vil jeg så smutte inden der sker mere.” Phoenix klappede kort Dust på skulderen og smuttede ud foran Evan og smuttede hurtigt hen mod stolene.

Phoenix satte sig kort ned og trak benene op til sig. ”Klamt…” Mumlede Phoenix og kunne mærke hun fik kuldegysninger ned af hele kroppen. ”Sådan der skal jeg ikke dø… så hellere med en kugle for panden..” Phoenix var ikke sart, men lige det der var måske at gå over hendes grænser…

"Verden er et forunderligt helvede, med krigen kom kaos og magi frem i dagslyset, og med krig, kaos og magi sat i spil, blev hele verdenen ændret på flere måder!" sagde han roligt, og så på Evan for at se om han viste tegn på forståelse, for Dust'es filosofi før han gik "Der er masser af ting ude i denne verden, som umiddelbart kan virke totalt blæst når nogen fortæller det, og til en hvis grad er det godt at være skeptisk, for ikke alt hvad væsner fortæller, er 100 procent korrekt, men der er skam nogle ting der førhen ville være løgn, men den dag idag er sandt!"
Da de begge var gået så han kunne spise i fred, gik Dust ind i bilen til resten af hans mad, og gjorde sig færdig med at spise, sluttede af med den stakkels engel han tidligere havde udpeget, og lige som de andre gange begravede han de 15 lig i sandet, og maste dem fuldstændigt, så de ikke kunne spores tilbage til hverken ham, vagterne, Phoenix eller Evan. Med rolige skridt, gik han hen til Phoenix og strøg en hånd gennem hendes hår, mens han smilede et tomt smil til hende, og man kunne se på ham han var kommet hen til hende, for at sikre sig om hun havde det godt, han kunne nemlig se på den måde hun sad på, at noget ved synet af ham der åd fyrens skygge, havde påvirket hende på en eller anden måde.

"Skal vi komme i gang med arbejdet, så vi kan blive færdige og komme videre med livet?" spurgte han roligt, og tog en cigar frem for at ryge den, men hans lighter virkede ikke mere "Fuck og så strækker min lighter, en halv dags arbejde fra at vi er færdige! Phoenix du er så god til at tænde mig, kan du ikk lige fyre op for varmen?" han sagde det med vilje på en måde, der kunne misforstås totalt meget, for at få Phoenix op i humøret, da han af erfaring havde lært, at de fleste var mest effektive når de var glade og i godt humør, og han mente at huske, at en glad Phoenix var en effektiv Phoenix. Han så også over på Evan, for at se hvordan han så ud til at have det.
"Hey Evan, hvis du bliver færdig med våbnene før vi bliver færdig med vejen, så fanger jeg personligt en gang zombier ude i sumpen, og så insistere jeg på at i 2 holder skyde konkurrence på de zombier jeg fanger, og hvis vi bliver færdige med vejen først, giver du første omgang, på den bar, kro eller whatever vi finder og spiser på! Hvad siger du til det?" sagde han udfordrende, og smilede roligt mens han ventede på at høre, hvad Evan ville sige til den lille udfordringen. Hvis Phoenix var med på den, var det da helt iorden, trossalt var det wing wing for hende, hun behøvede ikke betale for drikke lige meget hvad, og der var mulighed for at skyde zombier oveni.

"Har du mødt mig?" Spurte Evan med en drillende tone i stemmen. "Jeg vil vide alting." Omme ved bilen, påstod Phonenix at alle skulle dø. "Ikke hvis jeg har noget at skulle ha sagt." Sagde Evan. "Men disse væsner er dødsdømte, og Dust skal jo spise." Han kunne mærke at englen så bedene på ham, men han gengældte ikke hendes blik. "Hvad sker der med dem der overlever? Vandre de bare rundt uden en skygge, og med svær hjerneskade?" Spurte Evan, efter at Dust havde spist den første.

Imens Dust spiste, tog Evan sig et bad inde i vognen. Computeren havde en beregnet tid på ca en time inden det var færdig, men hvis Evan kendte den godt nok, så ville der gå mindst halvanden. 
Da han kom ud igen havde han frisk tøj på. T-shirt og bukser, med rebreatheren rundt om halsen. 
Med en ny kop kaffe i hånden gik han over til Phoneix og Dust for at tage afsked med dem, til de kom tilbage. "Det er ikke ligefrem fair." Sagde Evan. "Jeg fremskynder ikke en process, hvis det giver et ringere resultat." Sagde Evan. "Men jeg har to færdige produkter i løbet af idag." Evan havde svært ved at se hvorvidt en hel gruppe zombier kunne være en præmie, han havde stadig to levende eksemplarer liggende, i deres net. Han kunne dog godt lide at vise de ting frem han havde lavet, så hvis han fik chancen for at demonstrere andet end bare plasma pistolerne, så ville hen gerne det.

”håber det er dig jeg har mødt, Evan.” Grinede Phoenix og smilede svagt. ”hvis du så gerne vil vide det, skulle du måske prøve det senere? Ikke med mig. Der hopper jeg fra.” Hun smilede kækt og grinede svagt. ”Men ellers kan du måske få det af vide. Og med tryk på MÅSKE.” Phoenix blinkede gådefuldt til Evan og smilede skævt.
Phoenix snakkede ikke højt om hendes sexliv. Og slet ikke med nogen hun næsten lige havde mødt… Men der var Dust en undtagelse… en lille undtagelse.

Phoenix så op på Dust da han førte en hånd i gennem hendes hår. ”Hvad er der med dig om mit hår?” Spurgte Phoenix drillende og smilede skævt, ”Jeg har det fint, der er ikke noget, bare tanker.” Phoenix smilede stille og talte sandt. Det var bare tanker som susede rundt i hendes hoved, blandet sammen med det hun lige havde set…
Phoenix nikkede stille da han spurgte om de skulle komme videre, men da Dust kom med hans kække spørgsmål, smilede Phoenix drillende til Dust og svarede blidt: ”Hm, Dust hvorfor ikke?” Phoenix rejste sig op og stillede sig tæt på ham, roligt knipsede hun med fingrene og tændte hans cigar. ”Men pas på med hvad du beder om… det kunne nemt… komme på afveje.” Phoenix prøvede at holde masken med kunne ikke mere, og grinede svagt. ”Du er og vil at tid være en drengerøv, om du vil det eller ej.” Phoenix himlede med øjnene og trådte et skridt væk fra ham, så hun ikke stod klinet indtil Dust. ”Men næste gang tager jeg dig på ordet.” hendes stemme var drilsk og spydig, så man ret faktisk kunne høre at hun mente hvad hun sagde.
Da hun hørte forslaget som Dust kom med, smilede hun skævt. ”Evan slå til, det er en god handel… eller det er det for mig.” hun lagde armene overkors og blinkede kækt. ”Den aftale vil jeg være med i.” Phoenix grinede mildt og vendte ryggen til de to fyre hun var sammen med. ”I bliver bare enige, begynder jeg at gå ud i mod hvor vi kom fra.” Phoenix satte hænderne i lommen og begyndte at gå ud i mod det sidste stykke af vejen.
Imens Phoenix gik, sang hun svagt, for at holde hendes hoved beskæftiget med andet end tanker.
” let it go, let it go
Can't hold it back anymore
Let it go, let it go
Turn away and slam the door
I don't care what they're going to say
Let the storm rage on
The cold never bothered me anyway ”
Da Phoenix var et godt stykke inde I tågen, nynnede hun stille og roligt for ikke at tiltrække sig opmærksomhed.

"Hvis der skulle være nogen der overlevede, at få spist hele deres skygge på en gang, så ville det forårsage stor smerte hos dem, de ville slippe for det uden særlige psykiske skader, og skyggen vil komme tilbage igen på et tidspunkt, lige som når man får et sår og det healer igen, men ens skygge vil aldrig rigtig være det samme igen!" sagde han roligt "Og du skal ikke fremskynde dit arbejde, væddemålet er baseret på, at vi selvfølgelig gør vores arbejde ordentligt, og så det bare den der bliver først færdig som vinder!" han havde hørt Phoenix bemærkning om, at Evan måske kunne få af vide, hvilken overraskelse det var, for han havde efterhånden regnet ud, hvad det var hun mente med denne overraskelse.

"Jeg kan godt lide at gramse i dit hår, det er beroligende, så du er lige som mine beroligende stoffer! Mit omvandrende narkotika om man vil!" sagde han drillende, og nussede videre igennem hendes hår. Da hun rejste sig op, og stillede sig tæt op af ham, lagde han en hånd på hendes røv, og sugede ind da hun tændte hans cigar "Tror du virkelig selv på, at jeg vil passe på, når det kunne komme på afveje med dig?" spurgte han drillende, og gav hendes mås et klem, før hun tog et skridt væk fra ham "Jeg er ikke en drengerøv, jeg ved bare hvordan man laver ballade! Og næste gang gør jeg det, med henblik på at få dig til at tage mig på ordet! Og jeg tager dig på ordet, du er med i aftalen, hvis vi taber betaler du værelset på kroen, hvis vi vinder betaler jeg for det!" han smilede et tomt og drillende smil til hende, mens hun gik ud af vejen, han smilede roligt til Evan, mens han så over på ham.
"Hvad siger du til det, en konkurrence hvor vi ikke behøver skynde os ekstra, og bare for sjovs skyld?" spurgte han roligt, ventede med at gå til Evan havde svaret, og gik så efter Phoenix hen til der på vejen de nåede sidst, sammen med 2 af vagterne som de plejede, mens de 3 andre blev hos Evan. Dust pjuskede drillende hendes hår da han kom hen til hende "Klar til at komme i gang med arbejdet, eller vil du hellere være mit øjeguf?" drillede han hende, og pustede en røgsky ud mens han gjorde klar til, at genoptage arbejdet "Klar eller ej nu tørre jeg!" jorden foran ham begyndte at tørre ind, og de næste 200 meter blev forvandlet til sand, for øjnene af dem.

"Oh, nu er jeg med." Sagde Evan, hun behøvede ikke at sige mere, han kunne se det i hendes ansigt. "Tja hvis det stod imellem det, og blive begravet i sand..." Evan sagde ikke mere om den sag. Evan havde ikke noget imod at tale om det, for ham var det bare biologi - meget behagelig biologi. 

Evan så Phoenix tænde Dusts cigaret og derefter gå i forvejen. Han var temmelig sikker på at han allerede havde sagt ja, men for en sikkerheds skyld gjorde han det igen. "Sagde jeg ikke ja?" Spurte han. "Bare lad være med at bestille noget alt for dyrt, jeg er ikke lavet af penge." Sagde Evan. "Og hvis jeg var tror jeg ikke jeg ville skære lunser af mig selv for at kunne give drinks." Sagde Evan. Han lyttede til resten af forslaget der også inkluderede Phoenix. "Så taber du jo uanset hvad, men du har jo også penge nok." Sagde Evan. "Men på den andenside så er en skyde forstilling vel også en form for underholdning for dig. Måske ikke så meget for Phoenix, hvis hun tør bruge nogen af det skydevåben jeg har lavet." 
Han så Dust forsvinde ind i tågen før han vente tilbage til sin egen arbejds station, som han satte op udenfor igen.

Imens de var væk gjorde computeren sit arbejde færdigt, så han nu havde den kemiske sammensætning af zombien hjerne, som en data fil. Han satte sig derefter med en kop te og satte filen ind i programmet, der skulle redgere hvad pistolen ramte. Derefter satte han chip-printeren til at lave to chips, en kalibreret efter hjertet, og en efter hjernen. Den første af de to plasma pistoler, satte han hjerte-chippen i, og lod den være som den var. Den anden derimod, satte han et nyt løb på. Et langt et der endte i en spids, denne pistol skulle automatisk gå efter hovedet, istedet for kroppen. 
Til sidst satte han sig ned og navngav de to pistoler, med en precision-plasma torch. På det første, der gik efter kroppen skrev han 'Sun Gun' med en flot håndskrift. Den anden med det spidse løb navngav han 'Incision' på samme måde. 
En lav, mild techno musik spillede for vognens eksterne højtalere. De var ikke så god kvalitet, men Evan var ligeglad. Han undlod at skrue op for ikke at tiltrække noget inde fra sumpen. Da pistolerne endelig var klar til at blive afprøvet var der gået 5 timer. Om pistolerne var færdige, var helt op til om de levede op til om de virkede, når de blev afprøvet. Han smurte og rensede dem, samt skiftede dele der kunne være lavet bedre, som det sidste. Efter hans mening blev intet apparat nogensinde færdigt, det kunne altid blive bedre.

Phoenix grinede svagt og himlede med øjnene da han gav hendes bagdel et klem. ”og nej, det tror jeg ikke Dust, men nu syntes jeg du skal være flink og være den voksne her.” Men det troede Phoenix ikke rigtig på. Dust var ikke den voksne… det var ikke rigtig nogen som var… men han var den ældste og… nej ikke den mest fornuftige eller den mest almindelige…
”Dust du er en drengerøv, om du vil det eller ej, men fint, hvis du ikke vil blive kaldt drengerøv, så bliver du kaldt en ballademager!” Sagde Phoenix drillende og prikkede ham på brystkassen. ”deal, jeg vinder uanset hvad.” hun grinede stort og rystede på hovedet ad Dust.

Da Dust pjuskede Phoenix i håret, igen, knurrede hun svagt ad ham. ”Har du aldrig hørt at en varulv ikke kan lide man røre dens pels eller menneskes hår?” hun var efter hånden blevet nusset i håret rimelig mange gange, den seneste tid. Da Dust spurgte om hun ville være øjeguf, smilede hun kækt. ”Søde, søde Dust, jeg er en arbejder ikke en dukke.” Phoenix rystede svagt på hovedet og begyndte at fordampe vandet i luften omkring dem, kort efter at Dust havde tørret en del sand. ”Hvis du fortsætter på den måde, bliver vi først færdige, og så betaler du værelset, plus jeg kan skyde et par zombier i smadder.” Phoenix jublede lidt og dansede kort på stedet. ”Tænk at jeg vinder uanset hvad... Men forklar mig lige hvorfor pokker du har opstillet et væddemål.”
Phoenix gik roligt frem ad og fik tågen hen over vejen til at lette. Tankerne omkring den nye verden susede rundt i hendes hoved. Hvilke væsner var der? Lignede de dem fra Nord? Eller havde de mutationer af den værste slags.

//Sorry det ikke er så langt, men min krea kortsluttede -.-’

"Tja jeg har mit foretrukne, men jeg drikker aldrig noget der er alt for stærkt, ellers ender jeg med at ødelægge ting, så det bliver ikke så stygt!" sagde han roligt til Evan, som svar på hans bemærkning om, ikke at bestille noget der var for dyrt, hvis de vant en omgang på Evans regning. Da de stod inde på vejen, smilede Dust et tomt smil til Phoenix "Ballademager er langt mere passende, selvom min form for ballade kan forårsage dødsfald, men det kan en drengerøv ikke rigtig finde ud af, de har mere travlt med at holde balancen, når nu de går rundt med bukserne nede om knælende hele tiden, og kalder det for hængerøv mens de kaster håndtegn!" hendes bemærkning om, varulve og deres pels, ville have fået ham til at grine, hvis ikke det var fordi der var noget isnende over hans latter.

"Sjovt du siger det min kære, for din varulve side har da ikke brokket sig over, at jeg nussede dig henover hovedet, ryggen eller gennem din varulve pels, så hvis det der endelig skulle være sandt, så gælder det da ikke for dig når det er overfor mig! Og du virker da ikke til at være sur, når jeg stryger dig gennem håret!" sagde han roligt, og så kort på hende, for at se hendes reaktion på det han sagde, mens han hærdede sandet han indtil videre havde lavet, så de kunne komme videre til det næste stykke "Væddemålet? Det lavede jeg af meget simple årsager: har du på noget tidspunkt undret dig over, hvorfor jeg har hyret en bio-engineer, til at tage med på denne her tur, så han kunne stå og lave zombie dræbende våben til mig? Jeg valgte at tage Evan med, fordi min sidste bio-engineer var upålidelig så jeg dræbte ham, og nu skal jeg bruge en ny en, væddemålet lavede jeg så for at se om han har gambling i sig, eller om han rent faktisk hellere vil gøre arbejdet ordentligt! Og ja nu kunne nogen jo tænke, hvorfor jeg ikke bare spurgte ham, det undlod jeg fordi jeg går ud fra at alle lyver, indtil de har bevist andet for mig!"

Da de 5 timer var gået, havde Dust vist sig fra en produktiv side, så de var færdige med vejen og Dust havde givet tegn til soldaterne, at de skulle følge med Phoenix og ham tilbage til lejren. Dog kunne han ikke slippe for de tydelige tegn på, at hans dæmon form havde fået for meget sol, sammen med det at han havde brugt en helt masse chakra på, at omdanne sump til sand og sand til hærdede vej, så han havde sorte render under øjnene, hans krop virkede slip og han så lidt krumbøjede ud. Da de kom ud af Muernia på lejre siden, tog Dust en cigar i munden, tog lighteren frem blot for at huske den var tom, så han kastede den væk og prikkede let til Phoenix, for at lokke hende til at tænde den, før han så over mod Evan der lignede en, der lige var blevet færdig med våbnene. Dust viftede soldaterne af, de kunne godt holde pause nu hvor han var tilbage i lejren, han gik så hen til Evan mens hans udseende skiftede til mellemstadie, hans hår blev sort med den røde stribe, og hang ned til hans skuldre, hans tøj ændredes til sort løst tøj og en long coat, og da han var kommet derhen var han forvandlet færdig, og så nærmere på Evans arbejde. Nu hvor han var forvandlet til en anden for, så det ud som om han var blevet helt rask og frisk igen, som om han lige var stået ud af sengen, frisk og klar til en ny dag.
"Det ser vist ud til, at vi nogenlunde blev færdige samtidig!" sagde han roligt "Så må vi vel slå lige over med væddemålet, våbnene skal jo testes lige meget hvad! Eller hvad mener du?" han kiggede på Evan med et roligt og følelses forladt smil på læben "Phoenix du kan jo bare slappe af nu, så vil du være med til at teste dem, eller vil du hellere kigge på?" han kiggede over på hende mens han spurgte, og en røgsky som lignede et spørgsmåls tegn forlod hans mund.

Evan sad i en stol da Phoenix og Dust kom ud fra tågen. Morgentrætheden havde forladt ham og var blevet erstattet af sløvhed fra varmen. Han sad i skyggen, og de to pistoler lå på bordet ved siden af ham, sammen med en masse værktøj og et stort glas kun med isterninger i. "Hej." Sagde han da de kom tæt nok på. "Faktisk vil i kunne se om i har vundet, hvis mine våben viser sig ikke at virke som de skal. Men jeg har gjort mig umage så det er jeg sikker på at de gør. Men i tilfælde af at de ikke gør, så er jeg ikke færdig, og så har jeg ikke vundet." Sagde han og trak på skuldrene, som om det ikke betød det fjerneste. 
"Jeg ville vente på jer, men jeg har fået dine mænd til at gøre klar." Sagde han. "Jeg har jo kun to zombier, så jeg syns i skulle være med. Hvis i vil følge med." 

Når de var klar rejste Evan sig fra sin stol, med en isterning i kinden. Han tog pistolerne fra bordet og gik om på den anden side af sin bil, hvor en af de to tilbageværende, levende zombier Evan havde fanget før, stod oprejst med begge fødder begravet til anklerne i jorden, så den ikke kunne gå. Den havde også reb bundet og hænder og fødder. Ikke destromindre kæmpede den af alle kræfter, med vildskaben i øjnene, der var rettet imod de tre, som om det eneste der var vigtigt her i verden var at rive dem fra hindanden. Den anden Zombie var ingen steder at se. 
"Den første af de to har jeg valgt at kalde Sun Gun." Sagde han og holdt pistolen med den brede munding op i luften så de to kunne se den.
Evan rettede den imod zombien, men sigtede ikke direkte på den. Han sigtede i stedet lidt til venstre for den. Han trykkede på aftrækkeren og der lød en sær lyd som en stålkabel der blev trukket midt over. Fra pistolens munding kom en stor mængte glødende blå plasma. I stædet for at flyve i en lige linie forbi zombien, lavede den en bue i luften og ramte zombien direkte i brystet. I løbet af få sekundter opløstes zombiens brystkasse, så arme, ben og hoved faldt fra hindanden. "Den virker på den måde du ville have. Den søger direkte mod zombies bryst og opløser så meget som overhoved muligt. Dog er dens grænser ikke testet endnu." Sagde Evan.

//Sorry det blev lidt kort idag, men jeg er smadret her til aften.//

Phoenix stod med hænderne i siden da Dust snakkede til hende, ude på vejen. ”Det er måske fordi min varulv har fundet ud af at det ikke nytter at kæmpe imod dig. Seriøst, min ulv har prøvet at dræbe dig… det lykkedes ikke, så finder man sig i lidt af hvert.” Phoenix stod og truttede kort med munden før hun fortsatte. ”men, hvis det er, kan jeg da godt begynde at snappe og knurre ad dig hver gang du røre ved mit hår eller pels.” Et dristigt smil havnede omkring hendes mund.
Phoenix havde ingen intentioner om at skulle begynde at være vred eller knurre ad ham, hvis han nussede hende i håret eller pelsen. Det lå ikke til hende at være skulle bestemme over Dust eller brokke sig ekstremt til ham… normalt bestemte hun over alle dem hun kunne, men det var nok bare fordi hun var officer der hjemme…
Phoenix holdte op med at fordampe vandet i luften da Dust forklarede hende hvorfor han havde lavet væddemålet. Det gav faktisk mening det han fortalte, folk kunne nemt gamble det hele væk… men det ville give bagslag hvis man gjorde det. ”Så det er primært for at se om han er dum, eller klog nok? Genialt… og samtidig for man noget ud af det… Dust, du er og vil altid være en af de smarteste personer i denne kaotiske verden.” Hun smilede skævt og genoptog opvarmningen af vandet i luften.

Efter 5 lange timer, så Phoenix på det hun havde været med til at lave. ”Det her er utroligt… jeg har været med til det her… og det er ikke gået galt!” Phoenix var glad og så på Dust som ikke så, så forfærdelig godt ud. Det eneste tegn på at Phoenix havde lavet noget, var hendes hænder var blevet røde og lettere hævet. Hurtigt snuppede Phoenix hendes næsten tomme dunk og drak den smule der var i den.
Uden et ord, fulgte Phoenix roligt med Dust og soldaterne. En lille melodi prægede Phoenix’s hjerne, hun gik og nynnede den svagt for sig selv, og lagde ikke mærke til hendes omgivelser, før de nåede ud af den omklamrende tåge, og Dust prikkede til hende. ”Hvad?” Spurgte Phoenix forvirret og så op på ham der havde prikket til hende. En lille knurren lød fra Phoenix da hun fandt ud af at det kun var fordi hun skulle tænde hans cigar. ”Du må se at få anskaffet dig en ny lighter, ellers ender det med at jeg brænder sammen.” Phoenix sukkede svagt og tændte Dust’s cigar.
Phoenix smilede til Evan da han havde sagt hej. Igen sank Phoenix ned i hendes egen verden og tankerne begyndte at flyde, så da Dust nævnet hendes navn, så hun forvirret på Dust, men da han var blevet færdig med at snakke til hende, nikkede hun stille og slikkede sig om munden. ”Jeg skal se hvad pokker den bio-dims kan lave, jeg går ingen steder.” Phoenix lagde armene overkors og smilede skævt. Hun var ikke sikker på hvad de to fyre havde snakket om eller hvad det var de skulle, men da Evan tog pistolerne fra bordet, gik det ligesom op for hende.

Hun fulgte lydløst med i det Evan stod og lavede. Hun havde ingen indvendinger, men da han kom frem med dens navn kunne hun ikke helt lade være med at undre sig over hvorfor den hed som den gjorde. Imens Evan sigtede forbi, rystede hun på hovedet, men forholdte sig stille. Da plasmaen ændrede retning og gjorde noget helt andet end en almindelig plasma pistol ville have gjort. ”Hvad i…” Mumlede Phoenix imens plasmaen opløste zombien.

"Din varulv elsker mig, fordi hun kan mærke at jeg er god mod hende, og så kan hun lide min madlavning, og det at jeg leger med hende, du er bare jaloux på mig, fordi hun hellere vil putte med mig end med dig, og så vil du hellere have mig for dig selv, når det kommer til putteriet!" sagde han roligt med en drillende undertone, og rakte tunge af hende, som svar på hendes trut mund "Og du kan snappe og knore af mig så tosset du vil, bare du holder det til soveværelset, ellers tror folk sikkert bare at vi er liderlige hele tiden, hvis du går og gør sådan noget offentligt!" han smilede legene af hende, da han bevidst var udfordrende i hans opførsel overfor hende, bare for at se hvordan hun reagerede, på hans lidt for perverse udskejelser overfor hende "Og jeg takker for komplimanten, jeg har personligt den mening, at i en kaotisk verden er den bedste måde at overlevelse den, der indbefatter at man bruger hovedet bedst muligt, det har været en god del af det faktum, at jeg er omkring de 1050 år gammel den dag idag!"

Efter de var kommet tilbage til Evan, lyttede Dust til ham mens han fortalte, han lod Evan tage ordet til at starte med, så han havde mere fri plads til at vise og fortælle, hvad han var nået frem til med våbnene. Dust fulgte med ham om bag bilen, og så på skyderen da han viste den frem, og rettede den mod den zombie der stod klar, samtidig med at Dust rettede blikket mod den, for at se hvad der skete. Da han affyrede våbnet, gjorde det præcis som Dust gerne ville have at det gjorde, skuddet rettede selv ind efter zombien, og ned smeltede den da den ramte det døde væsen, så ind til videre var Evan halvvejs i mål med, at være færdig med hans job, så nu manglede det bare at den anden var klar, og så gik det lige op.
"Både dens og den andens grænse for, hvad de er istand til at præstere, kan vi teste når vi kommer til et punkt hvor vi har mulighed for det, men lad mig høre detaljerne på den!" sagde han roligt "Jeg går ud fra at den data du har indsat i sun gun, er lavet til at gøre så skudet går efter noget, der rent fundamentalt kan findes i brystet på en hver zombie? Og har du lavet nogen former for ændringer på nogen af våbnene, udover dem vi allerede har snakket om?" han rakte roligt hånden frem mod Evan, for at få våbnet og se nærmere på det, han manglede kun de ting Evan havde gjort ved den, for at han vidste hvordan hele våbnets infrastruktur fungerede, og når han kendte de detaljer, kunne han sætte sine videnskabsmænd i gang, med at designe flere modeller af dette våben.

Evan tog pistolen ned langs siden, mens den stadig dampede en smugle fra mundingen. "Jeg har sat den til at søge det vestile hjerte i brystkassen. Der er ikke mange zombier der ikke stadig har et hjerte tilbage, og det sidder lige der hvor man gerne vil ramme med denne pistol. Den virker kun på zombier, og vil i et hvert anden hensegene bare skyde ligeud, selvom den i det tilfælde vil være et ret upræcist våben." Sagde Evan.  "Så vidt jeg har forstået var det, det du gerne ville have."
Evan løftede den anden pistol, med den lange spis. "I har måske undret jer over hvor den anden zombie er henne." Sagde han og pegede pistolen mod træerne og tågen. Den samme lyd som før hørtes og en meget lang fin stråle plasma skød ud fra den lille spis og lavede en kurve rundt om et træ, inden en lyd af noget der ramte jorden hårdt.Evan gik over mod træet mens han vinkede de andre efter sig. 

På den anden side lå en zombie der havde været begravet med fødderne i jorden ligsom den første. Hovedet på zombien var smeltet væk, sammen med det øverste af skuldrene. "Jeg har kaldt den Incision. Den går direkte efter zombiens hoved ved at lede efter hjernen, hvilken alle zombier med sikkerhed har. Den tynde stråle er manøvredygtig, så jeg har indstillet dens auspex til at lokalisere hvad der end måtte være af forhindringer og førsøge at undgå dem. Jeg lagde mærke til at dine forskere har installeret en temmelig kraftig computer i pistolerne, så jeg tænkte at jeg ville uploade et standart opsticle program. Desværre er Sun Guns ladning alt for klodset til at kunne undvige træer og potentielt mennesker på denne måde. Hvis du skal bruge Incision på almindelige mål, så husk at slå auspexen fra, ellers vil den bare forsøge at undgå at ramme dem. Derudover er det et ret præcist våben." Sagde Evan.
Han så på de andre for at få deres reaktion på hans arbejde.

Phoenix himlede drillende med øjnene ad Dust og rystede på hovedet. ”Ja, hun kan lide at putte med dig, men jeg er ikke en putte makker, og jeg aner ikke hvordan hun ser ud… mindre detalje, og måske er jeg jaloux!” Phoenix rødmede svagt og rystede på hovedet ad hans, rækken tunge. Phoenix var ikke dissideret jaloux… eller jo… hun var jaloux over at hendes ulv havde et så nært forhold til Dust, men alligevel var hun glad for at den ikke gik amok på ham og prøvede at æde ham.. ”hvem har sagt jeg nogensinde vil være i det sove værelse igen?” Spurgte hun stille og så roligt på Dust. Det kunne godt være at hun elskede at være sammen med Dust, men hun havde jo Demian… på en eller anden måde… det hele var så forvirrende… ”Det lød afvisende… og det var ikke ment sådan… undskyld.” Phoenix trak kort på skuldrene og skubbede de underlige tanker til side så den glade Phoenix kom op igen. ”Nå, så du vil alligevel ikke have at jeg går og er efter dig.. jeg troede du kunne lide det.” Sagde Phoenix kælent og smilede skævt over den drejning som deres samtale havde taget, fra at snakke om hendes pels til en tur i soveværelset…

Inden Evan sendte den anden stråle af sted. Rystede Phoenix på hovedet og vendte om på hælen, inden hun gik hen til den vogn, hvor hun dagen før havde fået en lille middagslur. Roligt hoppede hun ind i bilen og fandt hendes sovepose og hoved pude. Inde i vognen lå der noget papir og nogle blyanter. ”Det kunne være at jeg måske skulle prøve at se om..” et roligt smil dannedes om hendes mund og hun satte sig til rette op ad bilens ene væg. ”Godt, lad mig se…” Phoenix tegnede første et omrids af en ulv og begyndte stille og roligt at tegne en mere ulve lignende skikkelse. Efter hånden begyndte hun at lave detaljer og skygger, lægge en lille blyantstreg hist og her, for at få den til at ligne en realistisk ulv.
Efter kort tid kiggede hun nærmere på hendes tegning og smilede, uden at hun havde vidst det, var det en tegning af en ulv hun genkendte godt… eller mere end bare godt…

"Din varulve side er kær, når bare hun ved at man ikke er en fjende, og når det kommer til stykket, så tror jeg hun er sådan overfor mig, fordi hun kan mærke at når jeg er der, så kan hun være sig selv og slappe af, sammen med en der er god mod hende!" sagde han roligt. Dette var hans ærlige opfattelse af hendes varulve side, for hendes varulve side havde været glad for ham, lige siden den gang hvor han viste underdanighed overfor hende, og siden den dag havde de været som venner, og de havde haft det godt sammen "Der er ingen der forlanger af dig, at du skal være i det soveværelse igen, jeg satte det klart fra starten, at et forhold ikke kom til at ske mellem os, og jeg ønsker kun det bedste for dig Phoenix, så hvis du finder nogen der gør dig lykkelig, så hold fast i den person, og kald på mig hvis du en dag skulle få brug for, at jeg kommer og hjælper med noget! Du behøver ikke undskylde for det her, hvis bare du en eller anden dag, kan fortælle mig at du er lykkelig, for så ved jeg at jeg har gjort noget godt!" han smilede tomt til hende, og strøg hende en enkelt gang på ryggen "Og vær du bare efter mig så tosset du vil, jeg synes det sjovt, og det hjælper med at holde jordforbindelsen! Det er ikke altid jeg har socialitet i livet, så lidt adspredelse i livet, opvejer de mørke stunder i livet!"

Dust fulgte med i Evans resterende forklaring af Sun Gun, og hans efterfølgende forklaring og fremvisning af Incision, og indtil videre virkede Dust til at være tilfreds, med de resultater Evan var nået frem til. Han så kort efter Phoenix da hun gik, bare for at se hvor hun gik hen, da han var sikker på det, så han på mens Evan skød med Incision, og fulgte med ham hen til zombien. Han rettede en hånd frem mod zombien, så sand løftede de sørgelige rester på til hans hånd, og han kunne se nærmere på grund ødelæggelserne, før han responsede på de ting Evan havde forklaret.
"Vidste du at grundlaget for at zombievirusen kan lave zombier, er at når et levende væsen dør, er der stadig en lille gnist tilbage i hjernen, der er for svag til at genstarte noget som helst, og zombievirusen giver den gnist et kickstart for at reanimere kroppen, med de bieffekter at motorikken er sænket, kroppen er stadig rådnende, og hjernen er tømt, så offeret kun lever på det mest basiske instinkt nemlig sult!" sagde han roligt, og slap zombien før han så på Evan "Jeg fik konstrueringen af disse våben sat i gang, for at skabe et effektivt våben, specialt designet til at virke som et våben baseret modstykke til virusen, da den mest effektive måde at stoppe en som dem på er, at smelte hele hovedet eller hele zombien, og jeg synes du har gjort et godt stykke arbejde, med at færdig gøre den biologiske del af arbejdet! For fremtiden kan du regne med flere jobs fra min side af, når jeg kommer til punkter hvor biologisk udvikling, bliver en påkrævet del af mine forskeres arbejde!" han lavede et nik med hovedet, for at give tegn til at Evan skulle følge med, før han gik tilbage til lejren igen.

"Nu er det eneste vi mangler, sådan set bare at få afmålt vores lille væddemål, hvis du stadig er interesseret i det, og derefter pakker vi sammen mens jeg ordner nogle ting med vagterne, før vi køre over på den anden side og finder et sted at hænge ud!" han tog et hvæs på sin cigar, og tændte en ny med stumpen af den gamle, som han kastede fra sig "Hvis det ikke er for meget at forlange, så giv mig en kopi af dit arbejdes data, så videreudvikler jeg konceptet til flere typer af våbnende! Jeg går lige hen og snakker med Phoenix imens, og giver hende opdateringen af hvad vi nu skal til at lave!" han gik hen til lastbilen hun var i, og bankede på døren før han åbnede den, satte sig med ryggen til hende, og lagde sig ned så de lå i modsat retning af hinanden, og hans hoved var ved siden af hendes "Vi er færdige her, og det eneste vi mangler er at skyde zombier og rydde af, så tager vi over til den anden side og finder et sted hvor vi kan spise! Derefter er det op til os selv, om vi skildes for denne gang eller finder noget andet at lave! I øvrigt sørge jeg for, at soldaterne glemmer alt om dig som person, de vil kun huske at du var der og hjalp mig med at lave vejen, hvem du er kan de ikke huske når jeg er færdig med dem!" han smilede roligt til hende, og nussede hende med en finger under hagen "Og hvorfor har du ikke fortalt mig, at du kan lide at tegne?" han rakte tunge af hende.

"Jeg har som sagt skrevet en afhandling om zombienes biologsike baggrund. I teorien er det nok at skyde dem en kugle for panden, i praksis er det ikke altid nok, du kan risikere at ramme de dele af hjernen der ikke bliver brugt."
Evan smilede bare da Dust tilkendegjorde sin tilfredshed. Hvor bizar Dust end var så havde det været spændende arbejde og han havde også lært Phoenix at kende. Hvis der lå mere af den slags arbejde ude i fremtiden, så ville Evan være godt tilfreds. Han rakte ned i lommen og fremdrog et almindeligt 60 terrebyte diskdrev frem. "Det ligger alt sammen på her." Sagde Evan. "Jeg tænkte at du nok ville have en kopi af mit arbejde. Han rakte disken til Dust. Han rakte også de to våben frem. "Nu hvor våbnene ikke er identiske mere, så må du hellere tage dem begge. Jeg kan lave to nye hvis jeg skal bruge dem, men du skal med sikkerhed bruge dem. De er ikke blevet pæne, men de er effektive. Jeg er ikke kunstner. 

"Hvis du vil afholde skyde konkurrence, så forslår jeg at vi gør det på den anden side af sumpen. Inden du for samlet zombier nok og vi får skudt dem alle, så bliver det mørkt. Selv med mit nattesyn er det en dårlig ide at køre igennem sumpen om natten." Sagde Evan. Desuden ville han sove om natten, ikke køre. 

Evan så efter Dust da han gik ind i lastbilen. Han begyndte at bære sit udstyr indenfor, bare for ikke at skulle gøre det, lige inden de brød op. Han slog ikke bordet eller halvtaget ind endnu, men han lagde alt han ikke skulle bruge indenfor. Der var en hel del der skulle ryddes op, men hvis han ikke var færdig, når Dust og Phoenix kom ud igen, ville han sætte sig og spille et spil på sin data-slate.

Phoenix stod bare og lyttede, samtidig med at hun opvarmede luften. Det kom lidt bag på hende at Dust havde den opfattelse af hendes ulv… Phoenix var selvfølelig glad for at Dust og ulven havde det godt sammen og at det var den måde han opfattede den på. Så alt i alt var Phoenix glad, mens hendes ulv, faktisk havde forstået en del af det han havde sagt. ’Lad mig komme ud!’ Bjæffede hendes ulv. Den var tydeligvis glad for Dust og ville rigtig gerne ud og lege med ham, det var så længe siden den havde haft det sjovt…
Phoenix havde en stor trang til at give Dust et ordentligt smæk kys på kinden over det næste han sagde. ”Tak, Skal jeg huske.” Phoenix var glad for at Dust i det mindste forstod noget af det hun fablede om, ikke alt var lige nemt at forstå, men han prøvede da i det mindste.
Da Dust havde sagt at hun godt måtte være efter ham, smilede hun skævt og lagde hovedet på skrå. ”Pas nu på med hvad du siger, Dust, pas nu på.” Phoenix blinkede kort til ham og grinede svagt.

Hun havde været så optaget af at få tegningen til at ligne den ulv, som hun var så glad for, at hun ikke havde lagt mærke til at Dust havde banket på og var gået ind. Så Da Dust begyndte at tale til hende fik Phoenix et chok og satte sig hurtigt op. ”ARGH! Dust for en i helvede! Gr…” Phoenix rystede på hovedet og tog sig til det. Hun lagde sig ned igen, imens Dust snakkede til hende. ”Så de kan intet huske omkring det du og jeg har… altså at jeg er lærling. Fedt nok.” Phoenix smilede stille og lukkede øjnene da Dust nussede hende under hagen. Phoenix begyndte svagt at falde hen, men blev afbrudt da han snakkede til hende igen. ”Hvorfor har jeg skulle sige det? Du har ikke spurgt, og det er ikke altid det er lige nemt at finde tid til det, men jeg slapper af med det og tegner nogen gange de ting eller personer jeg elsker, eller de værre ting jeg har været igennem… det er min måde at koble af på.” Phoenix tegnede nogle mørke plamager på ulvens bryst og ben. ’Demian.’ Tænkte hun og smilede svagt. ”Godt, skulle vi se at skyde nogle zombier og komme ud og få noget at drikke?” Phoenix signerede tegningen og foldede den forsigtigt sammen inden hun lagde den i en inderlomme i hendes vest. ”Nå, skal vi se at komme af sted?” Phoenix ventede ikke et svar og hoppede ud af vognen og satte kursen over i mod Evans vogn.

"Våben er unødvendige, hvis de kun er skabt for udseendets skyld, jeg vil hellere have et effektivt og grimt våben, end 10 smukke og ubrugelige våben!" sagde han roligt, og gemte kopien af vejen under tøjet, før han tog imod våbnene og rakte Evan, en diskette med data om en ekstra komponent til våbnet "Og her, fra nu af når du skaber flere af disse våben, så indsæt denne anordning med en DNA streng fra den person, du laver våbnet til, det gør det umuligt for andre end den hvis DNA er i maskinen at bruge den, og hvis andre prøvet at analysere våbnet selv destruere det! De data du nu har om våbnet, må ikke komme i forkerte hænder, for den kan rekalibreres til at gå, efter et hvilket som helst væsen i denne verden, og det kan være farligt hvis militæret, får fat i den slags teknologi, for så kan de meget nemmere gøre mennesket, til den dominerende race igen!"
"Det var også min plan at tage til den anden side først, Vladimir behøver heller ikke vide for meget, om den teknologi du har fin pudset for mig, og det er trossalt hans soldater vi hat med, så vi køre så snart vi kan komme til det!" sagde han roligt over skulderen til Evan, da han var på vej over til Phoenix.

"Jeg passer på når jeg vil, og jeg ved hvor farlig du er, du besidder ildens kræft en af de mest destruktive, og alt ødelæggende kræfter i verden, men jeg stoler på at du ikke vil bruge dem mod mig, i hvert fald ikke af egen fri vilje eller i en ond mening, medmindre selvfølgelig jeg virkelig gør noget for at pisse dig af, og det har jeg ikke tænkt mig at gøre!" sagde han roligt drillende, og lyttede til hendes svar på hans spørgsmål om at tegne "Det er godt at høre, at du har en måde at koble lidt af på, det kan være en stor hjælp i en lorte verden som vores!" Dust rejste sig op og fulgte med hende ud af lastbilen, mens han fortsatte med at snakke med hende "Vi mangler de sidste af rydninger, så tager vi over på den anden side, klare zombie skydningen der, og slutter af på en kro der, så tager vi natten ud og derefter er det op til os at finde uid af, hvad vi gør derefter! Sørg for at du får dine ting med dig, jeg sender soldaterne tilbage på deres køretøjer!"
Dust kaldte soldaterne til sig, og gik lidt væk fra Evan og Phoenix med dem, han fremdrog en hypnosten som Phoenix nok havde set før, en lille sten der lignede en donut med runer på, sat fast til en utroligt tung men stærk snor, som han normalt brugte til selv hypnose, når han skulle ind i andres drømme. Han holdt den frem mod soldaterne, og begyndte at messe noget på et dødt sprog, mens hypno stenen svang fra side til side, så soldaterne fik et fjernt blik i øjnene, indtil han stoppede med at hypnotisere dem, og knipsede med hænderne. De vågnede straks op igen da han knipsede, og begyndte at pakke deres ting sammen, gjorde klar til at tage afsted, og smuttede så, når både soldaterne og Phioenix havde deres ting klar. Nu var der kun Evan, Phoenix og Dust tilbage, så de var kun afhængige af hinanden nu, Dust gik roligt hen til de andre, for at se om de var klar til at komme afsted.

"Phoenix jeg er i tvivl om jeg nævnte det, men dit nye tøj er designet lige som mit med nanotek, når du forvandler dig til varulve form, bliver det et med dig og kan ikke ses når du er varulv, men det kommer igen når du bliver til menneske form igen!" sagde han roligt "Så hvis du vil lade din ulv få lidt frihed, kan hun løbe sammen med mig gennem sumpen, ellers kan det jo være du kan køre med Evan, hvis du bare vil slappe af! Personligt foretrækker jeg at løbe selv, så kan jeg dække jer udefra, hvis der nu skulle ske noget, vi holder tempoet så det passer til den der løber langsommest ved tophastighed!" hans krop begyndte at udforme sig, så han fik et mere dyrisk udseende, hans hænder og fødder fik trædepuder og klør, hans krop blev mere gepard agtig, hans tænder skarpere og hans har satte sig tilbage, og blev mere pig agtigt, mens hans våben blev placeret så de fulgte hans krop, så han fik mindre vind modstand når han løb. Alt i alt lignede han et dyr, designet til at løbe og jage, han så på de andre med slangelignende øjne, for at se om de var klar til at komme afsted.